stilhed
men øredøvende larm
jeg skriger
men min mund er lukket
du gik
stilhed
nu er her tomt
jeg gennerystes af kulde som var jeg i kramper
min hud genspejles klart i den tykke facade af hvide vægge
de omslutter mig fuldendt i et klaustrofobisk mareridt af klinisk hvid
nu har mine maniske tvangstanker om konstant rengøring overvundet ordets brug
du tier
men der er stadig konstant larm
du kommer tilbage
skriger og råber
jeg tysser på dig
du siger ikke noget
stadigvæk denne uudholdelige larm
nu er det ikke længere til at holde ud
mine ører bløder voldsomt
som en vandhane der er gået i stykker
sidder i en blodpøl
du er væk et øjeblik
der er kort stilhed
om lidt kommer du igen
frustrationen..
Ingen kommentarer:
Send en kommentar