Gadelygternes lys - et år gammelt digt jeg fandt ved at gennemrode gamle dokumenter..

Slentrende i gadelygternes lys

blåt, sitrende og døsigt lyser det på din ensartede hud

den hud som ligeså stille bliver blegere

tørrer ud

til det en dag skaller af

som alt nu engang gør

solen er væk nu

men erstattet af månens grå lys som får alting til at skinne så uhyggeligt

så uspoleret er den tykke facade af asfalt som skjuler jorden så fuldt og helt

jorden du i realiteten burde gå på

du har en fornemmelse af at de følger efter dig

det blå blinkende lys og de fornemme uniformer

men du falmer kun forgæves rundt i sort

mens dine lunger hiver naivt efter luft

luft som alligevel er fyldt med bilos, fabriksrøg og andre grusomme gasser

din krop dasker afsted som en udmattet hund

daskende hen af gaden videre til parcelhus kvarteret

med deres flotte grønne tæpper af græs

lysene og lydene fra tv skærmene indenfor

men du har intet tv og intet forunderligt og vidunderligt parcelhus

du er ikke andet end en sløset hund på gaden

og når du så endelig kravler op til det punkt hvor alting bare går kodylt fedt

tramper de dig hensynsløst ned igen med deres glitrende blå stilletter

deres store sorte støvler

ned i sølet

hvor du ikke er andet end skidt

men kom herhen

lad os stå sammen mod samfundets egen dagligdags traume

det fissefornemme forvandlede folk

lad os være den nye generation som stamper mod fremtiden

lad os sige start og stop

lad os nyde vores knitrende adspredelser

hvis ingen vil give os en rød reje

så tager vi det fandme selv!