ekstase

en dejlig følelse af ømhed i kroppen
endorfiner som har spredt sig til mit humør
jeg er i en ren ekstase lige nu
kunne synge lange sange
jeg elsker det forbudte
jeg er i

total ekstase..

Sværg på tavshed

jeg leger med dig

dine følelser for mig

selvom jeg ikke må

det er en 

uskreven regel

jeg vil gøre ting ved dig

som du ikke må fortælle din mor

du vil elske det 

og jeg vil elske 

at lege med dig

i nat 

bryder jeg janteloven

bestemmer alting

mit store ego esker at

jeg er den

med bukserne på

kom med mig 

denne vej

kun i nat 

må du være med

jeg glemmer dig imorgen 

og du skal 

sværge på tavshed

Gadelygternes lys - et år gammelt digt jeg fandt ved at gennemrode gamle dokumenter..

Slentrende i gadelygternes lys

blåt, sitrende og døsigt lyser det på din ensartede hud

den hud som ligeså stille bliver blegere

tørrer ud

til det en dag skaller af

som alt nu engang gør

solen er væk nu

men erstattet af månens grå lys som får alting til at skinne så uhyggeligt

så uspoleret er den tykke facade af asfalt som skjuler jorden så fuldt og helt

jorden du i realiteten burde gå på

du har en fornemmelse af at de følger efter dig

det blå blinkende lys og de fornemme uniformer

men du falmer kun forgæves rundt i sort

mens dine lunger hiver naivt efter luft

luft som alligevel er fyldt med bilos, fabriksrøg og andre grusomme gasser

din krop dasker afsted som en udmattet hund

daskende hen af gaden videre til parcelhus kvarteret

med deres flotte grønne tæpper af græs

lysene og lydene fra tv skærmene indenfor

men du har intet tv og intet forunderligt og vidunderligt parcelhus

du er ikke andet end en sløset hund på gaden

og når du så endelig kravler op til det punkt hvor alting bare går kodylt fedt

tramper de dig hensynsløst ned igen med deres glitrende blå stilletter

deres store sorte støvler

ned i sølet

hvor du ikke er andet end skidt

men kom herhen

lad os stå sammen mod samfundets egen dagligdags traume

det fissefornemme forvandlede folk

lad os være den nye generation som stamper mod fremtiden

lad os sige start og stop

lad os nyde vores knitrende adspredelser

hvis ingen vil give os en rød reje

så tager vi det fandme selv!

Individ

Jeg bliver aldrig populær

folk vil aldrig kredse om mig

vil altid være lidt sær

men aldrig foruden dig

Du beholder facaden

selvom de siger utilgivelige ord

jeg prøver at stoppe balladen

men skaden er alt for stor

Jeg står her hos dig for altid

støtter dig i alt du gør

du er dit helt eget individ

selvom du er lidt skør

Jeg er ligeglad med hvad de tænker

jeg ser ingen anden vej

hellere være ingenting

End ikke at være mig.

at vågne en meter under loftet

Jeg elsker at vågne en meter under loftet
kigge ned og se mit forfærdelige rod
selvom jeg næsten ikke har sovet i nat
på grund af evindelige kramper i min fod
gaber med stort morgenhår, navnet er kat
jeg er helt forfærdelig træt

taber

jeg hader

min forfærdelige glemsomhed
glemmer alt der er vigtigt

min mangel på koncentration
i mine timer
eller hvis nogen snakker til mig

mine ustyrlige tanker om

alt og intet

men alligevel den fact

at jeg kun siger dumme ting

når jeg en sjælden gang snakker

jeg hader at

jeg er så forfærdelig rent socialt

bliver uvenner med alle

skaber aldrig nye venner

for ikke at forglemme

min singlestatus som

skriver "taber" i min pande
og det er jo rigtigt
jeg er en taber

Jeg græd i matematik timen igår

jeg tror at det er ved at være den tid på måneden

jeg er ret følelsesladet lige nu

fuck mit liv.

jeg hader at jeg ved der er noget i vejen med min psykiske tilstand, og jeg ved ikke hvad det er fordi vi har sådan et lortesystem i Danmark og jeg skal vente et fucking halvt år på at komme til en lortepsykiater..

det hader jeg

det er bare lige det jeg går og tænker på lige nu...

at balancere på en line

Gemmer mig bag facaden

kigger forskræmt ud

på tumulten og balladen

der er frost på min hud

Vintersneen daler

kulden skærer i mit hjerte

kan høre gud der taler

fjerner al min smerte

Bomber springer

tårer løber ned af kinder

had de bringer

kærligheden forsvinder

balancerer på en line

taber næsten balancen

med alvorlig mine

vi tager alle chancen

håber vi når væk i tide

børn, mænd og kvinder

vi vil ikke længere lide
men skabe gode minder

Kære Bedstefar

du er gammel

jeg er bare ung

kun seksten år så

jeg har jo ingen

livserfaring

det har du

meget af

du fortæller mig

om politik

gravalvorligt

belærer

skænder

jeg er sur

men jeg smiler

nikker

som en nikkedukke

skammer mig

over min føjelighed

mine holdninger

ubetydelige

dine derimod

yderst betydelige

du siger

jeg engang

ændrer min mening

siger som du

men nej

har lyst til at

stjæle Johanne's taleevner

stædighed og

forsvare mig

som jeg så gerne vil

men du

er så hurtig og

god til at forsvare

jeg føler mig

dum

naiv og

hjælpeløs

jeg har lyst til

at slå dig

men det er babarisk

er jo ikke

anarkist

du snakker om

unge som

ikke ved noget om penge

bare vil have

i hoved og røv

egoister

jeg tænker på

alle mine venner

bekendte og

mange andre danskere

som har det svært

jeg syntes at

du er en idiot

jeg tror ikke

du kan drømme om

hvor svært det er

dig med dine

rejser til frankrig

dyre malerier

champagne

du siger at 

jeg engang 

vil blive blå

men jeg

vil hellere dø

det kan godt være

jeg ændrer mine meninger

om nogle år

men jeg vil aldrig

stemme blåt

jeg har lyst til at

hente rød maling

male dig rød

farve din 

blå kulde og 

kyniske sjæl

rød

som kærlighed

fordomme

fordomme har aldrig været på mode hos mig

så gå din vej hvis du tror jeg er slem

for jeg vil hellere være foruden dig

så kan jeg måske blive mig selv igen

skør

denne følelse

af snottet næse

træthed

men en mærkværdig

glæde

af ikke at være depressiv

fordi

at jeg ikke

er sammen

med for mange

mennesker

derfor har jeg

frihed

til at være

stille

og en smule

mærkværdig

sær

skør

og jeg elsker det

fordi

at det er sådan

jeg er

jeg er ligesom tornerose

Jeg hører Beatles
"Hey Jude" i højtalerne på min mac
sidder lige oppe under loftet
i min hems

lyden af mine fingre over tastaturet
skærmlys der virker poetisk
på mit noget så alvorlige ansigt

det her er hverdagen skulle man tro
men jeg er snart blevet en fynbo
føler mig ikke hjemme i jylland

jeg har ondt i ryggen
lyst til en øl
jeg har faktisk denne ufattelige lyst
til at drikke mig i hegnet
kysse med en fremmed
og sove i 100 år
ligesom tornerose

jeg er vel ligesom tornerose, bare med øl og slet ikke ligeså pæn.

vi var aber engang

Ville elske

at skrive digte

om mangfoldige følelsesregistre

så ville jeg

føle mig hel

et fuldendt menneske

men min hjerne

frastøder følelser

som ikke har noget at gøre med

negativiteten

tristheden

vreden

tomheden

Ville elske

at give dig et knus

fortælle

om alle mine sorger

græde

på din skulder

ville ønske

at der var begrundelser

for min tristhed

tomhed

det er der ikke

ikke en eneste

Ville ønske at jeg  

ikke skammede mig

så fucking meget

over mig

min gigantiske egoisme

som de siger jeg har for lidt af

skammer mig 

over at sige 

at det siger de

for det er ikke rigtigt

selvom de siger det

har for meget egoisme og 

jeg skammer mig sådan

over det

Jeg går tit og

skammer mig over mange ting

krummer tæer over dumme sætninger

som skulle blive

inde i min munds tomhed

for altid

aldrig blive vist for verdenen

hvor er jeg dog dum!

ville sådan ønske jeg ikke var sådan

jeg ønsker mig altid noget
burde stoppe
da jeg var lille
bad jeg til gud
men er nu så voksen
så kedelig
så jeg ved
at gud ikke eksisterer
ligesom at
jorden er rund
kylling smager af kylling
vi var aber engang

der er hvertfald ingen tvivl om

at jeg afstammer fra en abe.

Bare jeg var normal

Ligger og funderer lidt, har nu været hjemme (Og væk fra Vesterdal) en uge præcis.
Jeg kan ikke sove, sådan er det tit nu.
Vi var ved lægen igår, mor og jeg.
Er blevet henvist til en psykiater, jeg har været nervøs i lang tid nu, for om jeg har en depression.
Lægen siger at jeg har mange depressive symptomer, men han tror ikke jeg har en depression, han tror jeg fejler noget andet, en opmærksomhedsforstyrrelse af en slags.

Det lyder mærkeligt, jeg har aldrig haft lyst til at tillokke mig opmærksomhed, nu er jeg et endu større spørgsmålstegn end før jeg tog derhen.
Jeg håbede lidt at jeg ville få at vide at jeg er fuldkommen normal, jeg har været bekymret i så lang tid nu, at jeg gerne vil have byrden taget af mine skuldre, det er tungt at bære på.
Nu må jeg se hvad den psykiater nu siger, hvis altså han har tid til lille (store, tykke, fede) mig.

Bare jeg var normal.